Forfangenhed er en af de mest smertefulde sygdomme hos heste, som man skal tage meget alvorligt, da mange heste ender med at blive aflivet som følge af smerter og forandringer i hovene efter at have været forfangen.
Man kan dele det op i akut forfangenhed og kronisk forfangenhed.
Akut forfangenhed
Symptomer:
Pludselig opstået kraftige smerter i hovene – altid forbenene. Hesten vil derfor stå stivbenet på forbenene og ofte tilbagelænet for at fjerne noget af vægten fra forparten.
Pga smerterne vil hesten ofte være uvillig til at gå eller få løftet hoven, da det er for smertefuldt, symptomerne vil typisk være værst ved drej og på hårdt underlag.
Man vil de første par dage kunne mærke varme samt øget puls på indersiden af piben.
Årsager til forfangenhed
De to hyppigste årsager til forfangenhed er to stofskiftesygdomme (EMS og PPID), der sammen udgør ca. 90% af alle tilfælde af forfangenhed.
PPID, der også kaldes Cushings sygdom skyldes en øget udskillelse af et hormon fra hjernen (ACTH), hvilket gør hesten mere disponeret for forfangenhed. Symptomerne er udover forfangenhed også dårligere fældning og mere krøllet pels, muskeltab og en mere tøndeformet facon. PPID kan diagnosticeres ved hjælp af en blodprøve og kan behandles med medicin. Ca. 20% af alle heste over 15 år lider af PPID men sygdommen kan også ramme langt yngre heste.
EMS (equint metabolisk syndrom) der dækker over, hvad der kan sidestilles med type-2 diabetes hos heste. Det viser sig på en blodprøve ved et højt blodsukker og især et højt insulin niveau, hvilket er, hvad der giver forfangenheden. Det er især, men ikke kun ponyer, der rammes af EMS. Heste med EMS vil ofte være overvægtige, og de heste hvor der er dannet fedt depoter ved nakkekammen er særligt udsatte. Behandlingen af heste med EMS går især mod vægttab og øget mængde motion, da det gør dem mere følsomme overfor insulin og dermed giver et lavere insulin niveau i blodet.
Fodring er en meget væsentlig del af styringen af disse heste da et jævnt foderindtag over hele døgnet giver færre udsving i blodsukkeret og dermed færre udsving i insulinniveauet. Dette betyder også at man skal tilstræbe fodring med grovfoder (gerne i slow-feeder net) og minimere fodertyper med højt stivelses og sukkerniveau.
Desuden kan forfangenhed ses efter forædning i kraftfoder/korn, hvilket giver en forgiftning og toxin frigørelse fra foderet. Som oftest fordi hesten foræder sig i større mængder, end den er vant til at få. Sørg derfor altid for at fodre korrekt og have foderet forsvarligt låst inde, så hesten ikke kan få fat i det og foræde sig, i tilfælde af at den slipper ud af boksen.
Forfangenhed kan også opstå ved infektionstilstande i livmoderen efter en tilbageholdt efterbyrd, alvorlige virusinfektioner eller bughindeinfektioner efter kolikoperationer.
Behandling:
Hvis man får behandlet sin hest i tide, er der gode chancer for helbredelse.
Hesten vil blive behandlet med smertestillende og vigtigst, få behandlet den primære årsag til, at forfangenheden er opstået.
Derudover skal den have ro i 5-6 uger, stå på blødt underlag og eventuelt have forfangenhedsbeslag/Styrofoam såler.
Hvis det er muligt bør hesten i øvrigt, under den akutte fase, have afkølet hovene fx ved at lade en haveslange løbe ned af hovene.
Kronisk forfangenhed
Hvis man ikke får behandlet hesten i tide, eller hvis den har symptomer i mere end 5-6 dage, kan tilstanden udvikle sig til kronisk forfangenhed. Det kan også opstå efter flere små forfangenhedsanfald, typisk som følge af enten PPID eller EMS.
Hovbenet ligger normalt parallelt med den forreste flade af hoven, og hænger fast på indersiden af hovkapslen. Hvis en hest har været forfangen i 4-5 dage uden behandling, vil læderhuden slippe hovkapslen, og hovbenet vil kunne begynde at bevæge sig inde i hovkapslen.
Det kan enten rotere nedaf, så hovbensspidsen presses ned mod sålefladen af hoven, og i værste tilfælde resultere i at hovbenet bryder igennem sålen, så hesten står med en blottet knogle mod underlaget.
Dette kaldes en hovbensrotation/hovbensdrejning.
Eller sænke sig ned mod sålen parallelt med hovens forflade. Dette kaldes en hovbenssænkning.
Hovbenets placering kan ikke tilbageføres til normal tilstand, og forfangenheden er nu blevet kronisk. I disse tilfælde er prognosen meget dårlig, og de fleste heste må aflives.
For at afgøre hvor slem tilstanden er i hoven, er det nødvendigt at tage et røntgenbillede.
Her vil man kunne se graden af hovbensrotationen, eller om det er en hovbenssænkning.
Ved sidstnævnte bør hesten aflives, så snart diagnosen er stillet, da det ofte er forbundet med voldsomme smerter.
Ved en hovbensrotation kan hesten muligvis reddes. Det kræver forfangenhedsbeslag samt smertestillende, og hesten vil meget sjældent komme tilbage til fuldt arbejde, men kan muligvis rides på et lavere niveau.